2014-07-30

What I miss the most

Det jeg savner allermest ved at skrive, er følelsen af at blive så opslugt af historien, at karakterne kommer til live og overtager handlingen. Det var den følelse jeg oplevede under tilblivelsen af min mini-roman "Johannes Karagas", som jeg skrev på i slutningen af folkeskolen og færdiggjorde indenfor mit første år af gymnasiet. Til dags dato er det der mine absolut yndlingskarakterer befinder sig. Jeg har i flere år - on og off - tænkt på at skrive en fortsættelse eller blot en helt ny begyndelse, hvori jeg genbruger i hvert fald hovedpersonen og dennes følgesvend.

Ideen om at skrive en roman føles dog uoverskuelig - tonsvis af ideer er strøget igennem mit hoved - om både mulige handlinger til Johannes Karagas - eller i hvert fald de små detaljer og andre helt anderledes historier. Min hjerne kan ikke samle sig om en ide længe nok af gangen. Har flere projekter i hovedet også nogle ikke-fiktions bøger. Hvad der bliver til virkelighed har jeg lige nu ikke rigtig nogen anelse om, men der må jo være en grund til at jeg falder tilbage til Johannes Karagas? Arrh - hader kreative pinsler!

Link(åbner til siden Fyldepennen.dk) til de 10 episoder (kapitler om man vil): Johannes Karagas

//beside from my boyfriend who is vacationing far away on a 5 star hotel with free bar, pool and what not... is the speciel feeling I can get, when I am writing a story. It has been a long time since that feeling, so it is no wonder I miss it - deeply. When it happens it feels like the story takes on it's own life - and they (the characters) make the decisions, not me.

The last time I felt like that - well in proces of writing a story - was with my shorter novel "Johannes Karagas". About a young dude finding him self. Pretty classic. I really felt for that guy and his nerdy friend. They became good friends and even though I don't really talk to them anymore (in my head- sort of) I still think of them - from time to time. I don't think I am done with those characters yet.  

2014-07-28

A walk in the park



Denne her lille fyr fylder særligt meget i øjeblikket. Han hedder Arthur, er lidt over 11 uger og er min lille bandit-baby. Her er vi ude at gå ved en legeplads, hvor han fik øje på et stort træ, der skulle klatres på og snuses til. Det huer ham dog ikke, når der er en hund i nærheden. Man er vel lille og uskyldig (på nogle områder, ahem).

// Or the playground I should say. This little guy is taking most of my time these days. Little, cute and furry. Arthur. He will grow up to be a king one day - no doubt - all grown up and mighty in our little home. For now I am just enjoying his baby-days. He likes being outside, but shivers everytime a dog comes near - poor little baby. It is a good thing mummy (me) is there to comfort him.

A new beginning

Endelig er bloggen sådan helt officielt oppe at køre. Jeg har besluttet at lave den tosproget: dansk og engelsk, dermed kan engelsksprogede også følge med. Dog skriver jeg kun danske tekster (dette gælder ikke blogindlæg), så der stopper oversættelsen altså. Nu mangler jeg kun en masse blogindlæg og de etiketter der nu følger med.

Lille sidenote: Er godt nok træt af at svede som et svin - utroligt jeg overhovedet kan fungere i øjeblikket. Fugt gå væk!  

//Finally is the blog working! You can read everything in english, but - yes there is a but - not my written work, because I only feel comfortable writting in my own language (not counting the blog).

On a sidenote: So tired of sweating through everything - drops of sweat are dropping on my bed as we speak (not that we are speaking... but anyways). I don't know how I keep living in this way to hot and melting weather.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...